Jeg hedder Anders Gjesing og byrådsmedlem i Næstved for Socialdemokratiet.

Mine mærkesager er at styrke og udvikle velfærden, væksten og fællesskaberne i hele Næstved kommune. Og har du noget på hjertet, så skriv eller ring endelig.

VELFÆRD

Det skal fortsat være trygt at vokse op, leve og blive gammel i Næstved.

Det kræver et stærkt og nært velfærdssamfund, der er klar til at træde til, når behov opstår i alle livets faser: Trygge daginstitutioner, stærke skoler, helhjertede sociale indsatser og en nærværende ældrepleje.

Grundlaget for gode velfærdsydelser er de dygtige medarbejdere i kommunen. Vi skal som politikere sikre, at rammerne for deres arbejde hele tiden udvikles og styrkes. Jeg tror på, at vejen frem handler om mindre bureaukrati og mindre kontrol – og dermed mere frihed til at medarbejderne kan bruge tiden tæt på borgerne og på at udøve deres fag. Det gælder uanset, om det handler om pædagoger, lærere, medarbejdere i ældreplejen, administrativt personale, sagsbehandlere m.fl.

På den måde vil jeg arbejde for, at borgerens behov hele tiden er i fokus i samspil med medarbejdernes kompetencer.

VÆKST

Vi skal sikre, at virksomhederne i Næstved har de bedst mulige rammer for vækst og skabelse af gode arbejdspladser. I sidste ende er det vækst og nye  arbejdspladser, der skal finansiere vores fælles velfærdssamfund.

Omvendt er et stærkt velfærdssamfund nødvendigt for at kunne have et stærkt  erhvervsliv, der kan tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere. Gode børnehaver, en stærk folkeskole, ungdoms- og erhvervsuddannelser på et højt  niveau, en understøttende infrastruktur og et levende kulturliv er således også erhvervspolitik. Et  stærkt velfærdssamfund og et sundt erhvervsliv er simpelthen hinandens forudsætninger.

Jeg har arbejdet professionelt med at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet i over 15 år, og det har jeg gjort både i store virksomheder og i interesseorganisationer – og det vil jeg også gerne gøre politisk i Næstved kommune. For vi har brug for flere stærke virksomheder med gode arbejdspladser.

FÆLLESSKAB

De fleste udfordringer løses bedst i fællesskab. Det gælder eksempelvis på klima- og miljøområdet, men det gælder også sociale, psykiske og fysiske udfordringer for de borgere, der har det sværest og lever lidt på kanten af samfundet. Heldigvis har vi en stærk tradition for både formelle og mere frivillige fællesskaber overalt i hele Næstved kommune.

Vi har lokale fællesskaber både på land og i by, vi har et mangfoldigt idræts- og foreningsliv, gode kulturinstitutioner og sociale initiativer og foreninger.

Jeg vil arbejde for at styrke vilkårene for disse stærke fællesskaber, da de er afgørende for at sikre en kommune, hvor engagement og fællesskaber styrker livsglæde, sundhed, nye relationer og bedre sammenhængskraft.

Jeg er også sikker på, at de stærke fællesskaber kan være med til at tiltrække nye borgere til kommunen – og hurtigt få dem til at føle sig velkomne.

Socialdemokrat med fokus på mennesker

Som led i mit arbejde i byrådet sidder jeg i to udvalg: Plan- teknik- og lokaldemokratiudvalget og udvalget vedr. Unge og uddannelse (§17 stk. 4-udvalg). Derudover er jeg bestyrelsesformand for NK-Forsyning A/S og Envafors A/S og jeg sidder i bestyrelsen for Næstved Havn og bestyrelsen for Næstved Erhverv. 

Jeg har altid været socialdemokrat og altid fokuseret på mennesket frem for systemet – og jeg er pragmatisk og løsningsorienteret. Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op – og jeg kan ikke lade være med at engagere mig i de fællesskaber, som jeg synes, at jeg kan bidrage til at udvikle og løfte. 

Jeg er 45 år, gift med Katrine og sammen har vi børnene Magnus og Karoline. Jeg har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet (2002) og efterfølgende en Executive MBA fra Copenhagen Business School (2007). Det vil sige to stærke uddannelser med fokus på økonomi, forretningsudvikling, forvaltning og ledelse.

Gennem de seneste 20 år har jeg arbejdet i krydsfeltet mellem ledelse, rådgivning, kommunikation og politik i nogle af landets største virksomheder og organisationer inden for it, finans og arbejdsmarked. Jeg har blandt andet arbejdet med virksomheders vilkår for vækst, forretningsudvikling, erhvervspolitik og arbejdsmarkedsforhold – og jeg har de seneste 12-13 år siddet i forskellige leder- og chefstillinger. Det har jeg lært en masse af. Jeg driver til daglig min egen rådgivningsvirksomhed, så jeg kender også livet som selvstændig erhvervsdrivende. Og jeg er sikker på, at disse erhvervserfaringer fra private virksomheder og organisationer giver et rigtig godt udgangspunkt for arbejdet i byrådet.

Mens jeg studerede i slut 90’erne, arbejdede jeg nogle år på Christiansborg som assistent for et par socialdemokratiske medlemmer af Folketinget og jeg var samtidig formand for Frit Forum København  – den socialdemokratiske studenterorganisation. Jeg har været medlem af Socialdemokratiet, Frit Forum og DSU i 25 år. Men det var først efter, at vi flyttede til Næstved i 2018, at jeg igen blev aktiv i socialdemokratiet med bl.a. deltagelse i medlemsmøder, gadeaktiviteter, valgkamp og på debatsiderne i Sjællandske.

I min fritid er jeg dybt engageret i det lokale foreningsliv i Næstved – og i udviklingen af frivilligt arbejde på landsplan. Jeg er bl.a. næstformand og medic i Næstved Vikings (amerikansk fodbold), jeg er lokalformand og førstehjælpsinstruktør i Hjerteforeningen i Næstved og medlem af landsbestyrelsen, jeg er cykelpilot og landsformand for Cykling uden alder og så er jeg medlem af Hjerteassistance og kører ud og assisterer ved hjertestop med den hjertestarter, jeg altid har i bilen. Mit frivillige arbejde giver mig meget – både i form af gode og stærke fælles oplevelser, socialt samvær, venskaber samt masser af motion.

Kontakt

Anders Gjesing
post@anders-gjesing.dk
Mob 31423158

Du er meget velkommen til at kontakte mig med
spørgsmål, kommentarer eller gode råd.

Du er også meget velkommen til at følge mig på
sociale medier – det ville jeg blive glad for.