Jeg hedder Anders Gjesing og byrådsmedlem i Næstved for Socialdemokratiet.
Mine mærkesager er at styrke og udvikle velfærden, væksten og fællesskaberne i hele Næstved kommune. Og har du noget på hjertet, så skriv eller ring endelig.

VELFÆRD
Det skal fortsat være trygt at vokse op, leve og blive gammel i Næstved.
Det kræver et stærkt og nært velfærdssamfund, der er klar til at træde til, når behov opstår i alle livets faser: Trygge daginstitutioner, stærke skoler, helhjertede sociale indsatser og en nærværende ældrepleje.
Grundlaget for gode velfærdsydelser er de dygtige medarbejdere i kommunen. Vi skal som politikere sikre, at rammerne for deres arbejde hele tiden udvikles og styrkes. Jeg tror på, at vejen frem handler om mindre bureaukrati og mindre kontrol – og dermed mere frihed til at medarbejderne kan bruge tiden tæt på borgerne og på at udøve deres fag. Det gælder uanset, om det handler om pædagoger, lærere, medarbejdere i ældreplejen, administrativt personale, sagsbehandlere m.fl.
På den måde vil jeg arbejde for, at borgerens behov hele tiden er i fokus i samspil med medarbejdernes kompetencer.

VÆKST
Vi skal sikre, at virksomhederne i Næstved har de bedst mulige rammer for vækst og skabelse af gode arbejdspladser. I sidste ende er det vækst og nye arbejdspladser, der skal finansiere vores fælles velfærdssamfund.
Omvendt er et stærkt velfærdssamfund nødvendigt for at kunne have et stærkt erhvervsliv, der kan tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere. Gode børnehaver, en stærk folkeskole, ungdoms- og erhvervsuddannelser på et højt niveau, en understøttende infrastruktur og et levende kulturliv er således også erhvervspolitik. Et stærkt velfærdssamfund og et sundt erhvervsliv er simpelthen hinandens forudsætninger.
Jeg har arbejdet professionelt med at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet i over 15 år, og det har jeg gjort både i store virksomheder og i interesseorganisationer – og det vil jeg også gerne gøre politisk i Næstved kommune. For vi har brug for flere stærke virksomheder med gode arbejdspladser.

FÆLLESSKAB
De fleste udfordringer løses bedst i fællesskab. Det gælder eksempelvis på klima- og miljøområdet, men det gælder også sociale, psykiske og fysiske udfordringer for de borgere, der har det sværest og lever lidt på kanten af samfundet. Heldigvis har vi en stærk tradition for både formelle og mere frivillige fællesskaber overalt i hele Næstved kommune.
Vi har lokale fællesskaber både på land og i by, vi har et mangfoldigt idræts- og foreningsliv, gode kulturinstitutioner og sociale initiativer og foreninger.
Jeg vil arbejde for at styrke vilkårene for disse stærke fællesskaber, da de er afgørende for at sikre en kommune, hvor engagement og fællesskaber styrker livsglæde, sundhed, nye relationer og bedre sammenhængskraft.
Jeg er også sikker på, at de stærke fællesskaber kan være med til at tiltrække nye borgere til kommunen – og hurtigt få dem til at føle sig velkomne.
Socialdemokrat med fokus på mennesker
Som led i mit arbejde i byrådet sidder jeg i to udvalg: Plan- teknik- og lokaldemokratiudvalget og udvalget vedr. Unge og uddannelse (§17 stk. 4-udvalg). Derudover er jeg bestyrelsesformand for NK-Forsyning A/S og Envafors A/S og jeg sidder i bestyrelsen for Næstved Havn og bestyrelsen for Næstved Erhverv.
Jeg har altid været socialdemokrat og altid fokuseret på mennesket frem for systemet – og jeg er pragmatisk og løsningsorienteret. Jeg er ikke bange for at smøge ærmerne op – og jeg kan ikke lade være med at engagere mig i de fællesskaber, som jeg synes, at jeg kan bidrage til at udvikle og løfte.
Jeg er 45 år, gift med Katrine og sammen har vi børnene Magnus og Karoline. Jeg har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet (2002) og efterfølgende en Executive MBA fra Copenhagen Business School (2007). Det vil sige to stærke uddannelser med fokus på økonomi, forretningsudvikling, forvaltning og ledelse.
Gennem de seneste 20 år har jeg arbejdet i krydsfeltet mellem ledelse, rådgivning, kommunikation og politik i nogle af landets største virksomheder og organisationer inden for it, finans og arbejdsmarked. Jeg har blandt andet arbejdet med virksomheders vilkår for vækst, forretningsudvikling, erhvervspolitik og arbejdsmarkedsforhold – og jeg har de seneste 12-13 år siddet i forskellige leder- og chefstillinger. Det har jeg lært en masse af. Jeg driver til daglig min egen rådgivningsvirksomhed, så jeg kender også livet som selvstændig erhvervsdrivende. Og jeg er sikker på, at disse erhvervserfaringer fra private virksomheder og organisationer giver et rigtig godt udgangspunkt for arbejdet i byrådet.
Mens jeg studerede i slut 90’erne, arbejdede jeg nogle år på Christiansborg som assistent for et par socialdemokratiske medlemmer af Folketinget og jeg var samtidig formand for Frit Forum København – den socialdemokratiske studenterorganisation. Jeg har været medlem af Socialdemokratiet, Frit Forum og DSU i 25 år. Men det var først efter, at vi flyttede til Næstved i 2018, at jeg igen blev aktiv i socialdemokratiet med bl.a. deltagelse i medlemsmøder, gadeaktiviteter, valgkamp og på debatsiderne i Sjællandske.
I min fritid er jeg dybt engageret i det lokale foreningsliv i Næstved – og i udviklingen af frivilligt arbejde på landsplan. Jeg er bl.a. næstformand og medic i Næstved Vikings (amerikansk fodbold), jeg er lokalformand og førstehjælpsinstruktør i Hjerteforeningen i Næstved og medlem af landsbestyrelsen, jeg er cykelpilot og landsformand for Cykling uden alder og så er jeg medlem af Hjerteassistance og kører ud og assisterer ved hjertestop med den hjertestarter, jeg altid har i bilen. Mit frivillige arbejde giver mig meget – både i form af gode og stærke fælles oplevelser, socialt samvær, venskaber samt masser af motion.


Problem displaying Facebook posts. Backup cache in use.
Type: OAuthException
I denne uge har jeg stemt nej til én vindmølle og ja til tre
Vi har længe været i gang med den grønne omstilling - og lige nu befinder vi os i en akut energikrise. De to ting både forstærker og svækker hinanden gensidigt.
Den grønne omstilling er p.t. med til at forstærke energikrisen - og de sorte løsninger bliver støvet af og sat i drift igen. På den anden side bliver der fra politisk side sat rigtig meget fut under planlægningen af grønne løsninger lige nu, hvilket på længere sigt giver den grønne omstilling et boost.
Helt lokalt stiller det os også i dilemmaer. I denne uge har jeg bl.a. stået over for to. Og udfaldet i de to sager var forskelligt.
Tirsdag formiddag var jeg i Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget i Næstved Kommune med til at stemme imod planerne om at opsætte en ekstra 4. vindmølle - ved siden af de 3 eksisterende ved Saltø Gods. De 3 vindmøller blev sat op i 2017 efter massive protester fra særligt borgerne i Bistrup. Oprindeligt var planen at opsætte 4 møller, men byrådet endte med kun at give tilladelse til 3 møller. Og det var en af grundene til, at jeg nu - her i 2022 - stemte nej til at opsætte mølle nr. 4. Borgerne kæmpede for 6-7 år siden - og politikerne endte med at lytte delvist til protesterne. Jeg har i denne omgang selv været på besøg hos flere af vindmøllenaboerne i og omkring Bistrup, og jeg mener ikke, at vi her 6-7 år efter at have givet dem delvist medhold i deres bekymring og protester, så skulle trumfe en 4. mølle igennem, blot fordi protesterne er kommet lidt på afstand tidsmæssigt. Så det blev altså et nej fra min side - og fra udvalget. Du kan læse materialet og referatet fra mødet her (punkt 144): dagsordener.naestved.dk/vis?id=794f85e7-d25f-40ba-a489-5f2514ee92bc
Senere på tirsdagen - nemlig tirsdag aften - var der igen vindmøller på dagsordenen. Denne gang til byrådsmødet. Her skulle vi tage stilling til, om vi ville bakke op om, at der opstilles 3 vindmøller ved Sparresholm Gods. Planlægningen her har været længe undervejs, og de nærmeste naboer er Sparresholm Gods og flere af godsets ejendomme. For 2 år satte erhvervsministeren desværre en kæp i hjulet for projektet på opfordring af Faxe Kommune, der mente, at vindmøllerne generer Skovtårnet. Det mener jeg nu ikke, at de tre møller kommer til at gøre. Så på baggrund af den nuværende energikrise og Regeringens udmeldinger om, at vi skal have sat yderligere skub i den grønne omstilling, skulle vi i Næstved Byråd tage stilling til, om vi ville bede Regeringen om at kigge på, om ikke det var en forkert beslutning, de træf tilbage i september 2020, hvor de satte en stopper for de tre møller. Jeg stemte for, at vi henvender os til Regeringen, så vi kan få sat de 3 møller op hurtigst mulig - og det var der heldigvis bredt flertal for. Du kan læse materialet og referatet fra mødet her (punkt 223): dagsordener.naestved.dk/vis?id=f6316441-71dd-470f-bcb8-826780f53b90
Helt ærligt: Det er ikke altid let at træffe disse beslutninger. Men jeg har faktisk ro i maven lige her.
#grønomstillin Green Power Denmark #næstve
... See MoreSee Less
- Likes: 4
- Shares: 1
- Comments: 2
Der er så meget brug for nye grønne energiløsninger på land. Alle tilladelser bør være tidsbegrænsede til vindmøller, marker med store solpaneler osv. så de kan fjernes og erstattes af nyere smartere løsninger. Stilhed og uforstyrret natur skal stadig findes og beskyttes. 🤸♀️
Her til morgen har jeg lagt chaussésten med en 9. klasse🔨
Og hvorfor gjorde jeg så det?
Det gjorde jeg, fordi jeg i denne uge har været tæt på det vigtige arbejde, som Næstved Kommuns Erhvervsplaymaker Ole Hilden står bag sammen med 19 lokale virksomheder samt en lang række folkeskoler og uddannelsesvejledere. Og jeg gjorde det, fordi jeg sidder i det politiske udvalg, der netop skal arbejde med, at vi får flere unge til at tage en uddannelse.
I alt 540 folkeskoleelever har været på besøg hos en eller flere af de 19 deltagende lokale virksomheder, hvor fokus har været på forskellige uddannelses- og karriereveje - men også på iværksætteri og innovation.
Jeg var i dag med en 9. klasse fra Lille Næstved Skole på besøg hos Arkil (som i parentes bemærket er en hæderkronet entreprenørvirksomhed med stolte rødder i min fødeby Haderslev - drevet af Jesper og Jens). Den lokale Arkil-afdeling stillede i stærkeste opstilling med Claus og 2 x Peter.
Eleverne fik både information om struktøruddannelserne og hands-on erfaring med brolægning. Og de gode folk hos Arkil lokkede både med erhvervspraktikpladser, fleksible forløb og lærlingeuddannelser (og sodavand og flødeboller).
Stor tak til virksomhederne for at åbne dørene - og fantastisk at opleve elevernes og lærernes engagement og spørgelyst!
... See MoreSee Less
Kontakt
Anders Gjesing
post@anders-gjesing.dk
Mob 31423158
Du er meget velkommen til at kontakte mig med
spørgsmål, kommentarer eller gode råd.
Du er også meget velkommen til at følge mig på
sociale medier – det ville jeg blive glad for.
